Opdateret 3/4-04 af Mikael

Kære Allesammen

I sidste uge havde vi besøg af Leif (Mikaels far) + Vera fra Houston. Leif havde et møde her i byen og så passede det jo super. Vi havde ovenikøbet 'spring break' i den periode.

Her følger nogle billeder fra den seneste tid:

Signe arbejdede og Leif gik til møde så Vera og jeg hyggede os alene med børnene om dagen. Det mindede mig om tidligere tiders konferencer hvor de havde et 'accompagnying wives program' til alle forsker-konerne, med bus udflugter til små klostre og vandfald. På en tur ned til downtown så vi nogle betjente; jeg spurgte dem om ikke jeg måtte tage et billede af deres Harley (så Peter kunne tegne den når vi kom hjem) og det endte med at Peter blev sat op på bæstet. Dagens højdepunkt!

I de sidste uger har vi haft skønt vejr, med 20 grader C og sol. Det har fået lidt gang i havearbejde/leg. Her er Ingrid ved at afprøve en simpel gynge, den er lidt hård ved numsen så jeg er ved at stoppe et viskestykke derned.

Peter er jo vild med køkkenarbejde, her har han gang i morgenmaden: bacon & eggs. Han laver det meste selv, inkl. at tænde for gassen. Jeg har trænet ham til at huske at kigge efter om flammerne starter, så vi ikke bliver gasset en morgen..!

Her er familien igang med at 'Skype' Christina i Palo Alto. Det er meget billigere end at ringe via alm. telefon, man skal bare have en ikke al for langsom internet opkobling, så kan man ringe hvorsomhelst i verden (kun til andre Skype-brugere) ganske gratis.

Så har vi taget vores pæne tøj på fordi aftensmaden skal nydes på 'Flagstaff House', en fin restaurant halvejs oppe i bjergene. Den er også lidt dyr, så derfor kommer vi der kun når vi kan få nogen andre til at betale. Sidste gang var i 1995 med Signes forældre, Lasse og Margrete. Gad vide hvornår næste gang bliver..?

Her gør vi stop til et fællesfoto med udsigt over byen.

Vera med børnene. Man skal tage sådan et billede en del gange for at få et godt skud, prøv at klikke på billedet for at se en anden version...

Og nu til noget helt andet....

I længere tid havde jeg i forbindelse med spring-break planlagt en større camping-dødstur til Utah. I starten ville jeg have været afsted alene med børnene i 5-6 dage mens Signe var i Schweitz. Men et eller andet inden i mig sagde i sidste øjeblik at det måske ville være bedst at have Signe med; jeg ved ikke hvor stemmen kom fra. Derfor endte det med at vi ventede til Leif & Vera var kørt mod Texas, og så kunne Signe komme med alligevel. I starten gik det fint, vi kom over bjergene (mange tunneler, broer og pas) i fin stand. Senere samme dag på grænsen til Utah var vi godt nok ved at løbe tør for benzin fordi der pludselig var 100 km med ingenting, ikke den midste lille tankstation. Men vi klarede det lige akkurat og ankom lidt sent, ca. 17.30, til en camping plads ved 'Dead Horse State Park'. Signe bemærkede, at der hang nogle underlige tingester ud af vores udstødningsrør, det lignede nærmest syntetisk hår. Jeg hev det ud og vi spekulerede lidt over hvad det mon var for noget. Men skidt med det, bilen havde kørt godt nok. Campingpladsen lå et flot sted med 2000 fod dybe afgrunde rundt om og en fin udsigt. Her er Ingrid ved feltkøkkenet:

Den fine udsigt til klipper langt borte betød imidlertid også at der var fri bane for en drønende, buldrende, uafladelig vind. Vi fik med nød og næppe hamret teltet godt nok ned i støvet til at det ikke blæste væk og måtte tilbringe det meste af tiden derinde for ikke at blive helt skøre. Hele natten hamrede blæsten på teltet så det tiltider næsten blev helt fladt. Heldigvis var det ikke så koldt. Børnene sov fint og de voksne nogenlunde. Jeg var dog ret spændt på at kigge ud gennem sprækken næste morgen, gad vide om vi lå det samme sted? Sammen med blæsten fulgte der en masse fygende støv; det kom hurtigt ind allevegne:

Sådan var udsigten! Som fotograf er det ikke i denne sammenhæng man skal sige 'gå lige lidt mere tilbage'.

De har mange sære sten i Utah:

Ved et tilfælde kom vi forbi denne fantastiske 'Wilson Arch'. Bortset fra lidt blæst, lidt benzin-spænding og noget underligt hår i udstødningsrøret kørte turen som i olie.

Om eftermiddagen kørte vi sydpå til et meget øde område for at finde et sted at campere. Vi havde hørt om et godt sted ved en flod og en flot sten, men kunne ikke finde det. Istedet førte vejen os et godt stykke opad, til over 7000 fod. Vi havde godt lagt mærke til at der var sne på bakkerne lige over os, men hvad så? Vi fandt et godt sted og slog lejr - der var heller ingen vind:

Efterhånden som solen gik ned begyndte temperaturen dog at falde som en sten, læg mærke til at jakkerne er kommet frem:

Temperaturen blev bare ved med at falde og det blev rigtig hurtigt mørkt, så vi flygtede ind i teltet. Vi havde (efter Signes insisteren) lånt to soveposer af Signes chef. Jeg havde bare regnet med at bruge vores bomuldsdyner, hmmrr. Det blev en laaang nat! Hundekoldt! Børnene sov igen helt fint, nok mest fordi de voksne brugte al deres tid på at holde soveposen ned rundt om dem og ånde dem tungt på ryggen. Jeg turde ikke kigge over på Signe, så når jeg kunne høre hende rumstere lod jeg som om jeg sov. Flere gange tænkte jeg: 'det her kan vi ikke klare, vi bliver nød til at flygte ind i bilen og køre videre'. Senere fandt vi ud af at temperaturen havde været, ahem, -10 grader C. Næste morgen fyrede vi op i lejrbålet, fik noget the og ristet brød og humøret steg med temperaturen. Ingrid var den sidste ud af sengen, og hun ville gerne sidde i bilen og høre en CD. Fint nok, sagde jeg; Signe sagde at det måske ville være en dårlig idé mht. bilens batteri. Sludder, sagde jeg.

Vi pakkede alt sammen og sad alle klar i bilen, drejede nøglen - ingenting skete. Bilen var død. Signe tog det pænt, Ingrid græd og Peter var helt rolig. Jeg sendte kone og børn op til vejen for at stoppe den næste bil. Vi måtte vente en hel time før en bil kom forbi. Det var nogle Utah fulgekigger pensionister. Efter en times forsøg på at oplade vores batteri fra deres måtte vi opgive og de hjalp os med at skubbe bilen op til vejen så vi måske kunne rulle igang.

Det gik sørme stærkt nedad, meget underligt at køre i en hel stille bil. Pludselig satte rattet sig fast og jeg måtte træde hårdt i bremsen for ikke at køre ind i klippe-kanten. Bilen ville stadig ikke starte, så det endte med at de trak os resten af vejen ned ad bjerget til en større vej. Dernede fandt vi endelig startkabler og fik bilen igang.

Vi tænkte at det nok ville være en god ide at vende næsen hjemad, vi havde ca. 8 timers kørsel foran os. På vejen lagde jeg godt mærke til, at bilens motor måtte arbejde mere end jeg synes den plejede. Efterhånden som vi kom op i Rocky Mountains blev det hastigt værre, der kom en underlig pustende lyd og vi måtte køre op ad 12000 fod høje bjerg-pas i bulder mørke med katastrofe-blinkene igang fordi vores fart kun var 30 km/t. (Senere fandt vi ud af at det hår-lignende materiale der var kommet ud af udstødningsrøret tidligere på turen var noget lydisolering som havde stoppet røret næsten helt til.) Som prikken over i'et så jeg da vi endelig var kommet hjem, at den venstre forlygte hang og dinglede ned ad bilen..!

Alt i alt vil jeg dog fastholde, at vi havde en god og fremfor alt spændende tur. Bilen kostede 500 USD at fixe; suk. Næste gang vi skal ud på camping tur bliver i de sidste fjorten dage herovre. Til den tid er nætterne varmere og vi skal køre rundt i en udlejningsbil. Jeg er fast besluttet på at leje den største tærrengående monsterjeep vi kan finde, f.eks. en Hummer:

Kærlig hilsen - Signe, Mikael, Ingrid og Peter

Mikael (svlgrd@com.dtu.dk)

Signe (sba@dmi.dk)

p.s. Min smukke søster, Merete, har lige født en smuk lille pige, Ida!!!!!! Vi kan næsten ikke vente med at komme hjem og se dem. Her er hun, og hendes storebror - Anton.